Hvem er vi?

I Ulydig Retshjælp er vores overordnede formål at yde juridisk støtte til venstre-orienteret og anti-kapitalistisk aktivisme.

Vi er en selvstændig gruppe aktivister med erfaring i civil ulydighed, som arbejder med at facilitere antirepressions arbejde og juridisk organisering for aktivister i Danmark.

I vores aktivisme så vi et behov for organiseret hjælp med juridiske spørgsmål og processer, idet man let kommer til at stå alene eller miste overblikket og kontrollen. Det kan være en usikker og forvirrende proces, når man bliver mødt med tiltale fra politiet efter aktioner.

Vi er derfor gået sammen for at gøre det til en tryggere oplevelse at lave civil ulydighed og for at forsøge at mindske juridisk undertrykkelse.

Vores arbejde består primært i:

  • At udbrede aktuel viden om de juridiske konsekvenser ved civil ulydighed i Danmark.
  • Proaktivt at organisere aktivister før, under, og efter en aktion. Dette består f.eks. i at hjælpe aktivister med at forstå beskeder fra politiet, overholde deadlines, og få adgang til en advokat.
  • At opbygge et netværk af aktivist-venlige advokater til at hjælpe med både rådgivning og repræsentation i retssager.
  • At opsøge relevant information og vidensdele internt i Ulydig Retshjælp, så vi altid kan give den nyeste information videre.

Hvordan kan vi hjælpe dig?

Før en aktion

Vi giver gerne rådgivning baseret på vores erfaring fra andre sager om civil ulydighed, samt råd og vejledning fra advokater. I kan kontakte os elektronisk enten med spørgsmål eller for at arrangere vidensdeling. Hvis vi har ressourcerne til det, holder vi også gerne oplæg til aktions-briefinger. Det er vigtigt at nævne at denne rådgivning kun er vejledende og at vi ikke har en juridisk uddannelse, men hvis I ønsker rådgivning fra en advokat kan vi henstille jer til én.

Under en aktion

Vi har i nogen omfang ressourcer til at hjælpe til under aktioner som "legal team." Det betyder at vi vil være fysisk til stede og indsamle nødvendig information fra deltagere, så vi kan kontakte jer efterfølgende hvis I møder tiltale fra politiet. Er der behov for det, kan vi også holde styr på hvor mange der sidder i arresten og hvornår alle er fri.

Kontakt os endelig før aktionen for at høre om vi har mulighed for at hjælpe.

Efter en aktion 

Vi bestræber os på at have en advokat der repræsenterer specifikke sager, allerede inden I modtager bøder eller retsmødehenvendelser. Ofte vil I blive kontaktet af os eller en af vores samarbejdende advokater om, hvorvidt i ønsker at blive repræsenteret. I den forbindelse opretter vi ofte gruppesamtaler på signal for de involverede. På den måde sikrer vi at alle informationer bliver delt. Når I modtager bøder anbefaler vi som oftest at I tager dem op i retten. Her er en guide til, hvordan I gør det.

Udover at hjælpe med anklagesager, vejleder vi også gerne i klagesager, herunder hvis I er blevet behandlet uretfærdigt af politiet. Derudover praktiserer vi som oftest at få prøvet frihedsberøvelser i retten.

Hvad har vi brug for fra jer?

Hvis vi ikke selv er til stede under aktionen, skal vi bruge kontaktoplysninger på alle sigtede og en grundig beskrivelse af aktionen. Hvis I vil være sikre på at vi har ressourcer til at hjælpe jer, anbefaler vi at I tager kontakt til os i god tid.